Hvorfor Projekt HD Hack?

Velkommen til thehdhack.dk – en studieguide til hvordan man sætter fart på sin studietid på CBS. Her på sitet finder du inspiration til hvordan du kan skyde din karriere igang med raketfart. Vi deler kort sagt ud af, hvad der virker for os, men vi lover ikke, at det er den bedste vej for alle.

En personlig udfordring
Livet varer kun et øjeblik, og så er det forbi. Hvis du er utålmodig og bare vil udover isen før Fanden får sko på, så er theHDhack måske noget for dig. TheHDhack er en personlig udfordring for os – der er ganske enkelt noget spændende i at gøre det umulige.

Vi deler vores erfaring
Da vi skulle vurdere, om der var plads til karriere og studie – og endda om der var plads til studie på halv tid kombineret med 12 timers arbejdsdage, var der ingen svar at finde på forhånd. Vi tog chancen og heldigvis blev vi ikke skuffede. Dette site er således dét site, vi havde ønsket eksisterede, da vi selv skulle nærstudere vores muligheder.

Hvorfor følge et massedesign?
Af indlysende praktiske og ressourcemæssige årsager indretter man skolesystemer efter nogle standardiseringer; det skal tage 10 år at gå i folkeskole, det skal tage 3 år at gå i gymnasiet, det skal tage 3 år at tage en bachelor, det skal tage 2 år at tage en kandidat. I den perfekte verden nomerede man ikke stoffets omfang efter tid, men snarere individualiserede man udviklingen, så den var tilpasset den enkelte studerende. Sådan mener vi i hvert fald selv, at det burde være. På universitetet er der faktisk fleksibilitet, hvis man opsøger det. Men man bliver måske lidt fartblind af at have fulgt den linde strøm siden nulte klasse, og derfor glemmer man mulighederne og abonnerer blot på massedesignet.

Evne, flid, teknik og strategi
TheHDhack er ikke kun for superstuderende og nørder med for meget fritid. Overordnet set inddeler vi vores hack i fire hjørnesten; evne, flid, teknik og strategi. Du behøver ikke at have dem alle for at lykkes, du kan klare dig igennem med bare to af de fire hjørnesten. Her på sitet kan vi lære dig om teknik og strategi – men vi kan ikke gøre dig til Pythagoras’ efterfølger eller manden der end ikke kunne stoppes af ti vilde heste. Med andre ord kan vi ikke lære dig evne og flid.

En HD på CBS koster penge!
Hvad hvis du ikke har råd? Det er der heldigvis råd for! (Vi er i det gæve hjørne med ordspillet). Der er forskellige måder at få finansieret sin CBS HD på. Den mest indlysende er naturligvis at gribe til lommerne, men hvis nu ikke man har dybe lommer, så er der andre muligheder. Dette kommer vi også ind på senere.